Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
FleuroStar komiteens formand Heike Gronemann og FleuroSelects præsident Herman Harmer overrakte årets FleuroStar Award til Selecta One teamet ved en event den 15. juni hos Beekenkamp Plants. (Foto: FleuroSelect)

FleuroStar Award til Selecta One

Et dommerpanel var på hårdt arbejde under FlowerTrials for at finde vinderen af årets FleuroStar Award. Prisen gik til Selecta.

Der var stor glæde i Selecta One lejren, da det kom frem, at FleuroStar Award 2017/18 går til den både dobbelte og tofarvede Calibrachoa MiniFamous® Double PinkTastic.


Calibrachoa MiniFamous® Double PinkTastic sikrede Selecta One FleuroStar Award 2017/18 og er dermed udnævnt til årets Vinder med wow-faktor. Foto: Lotte Bjarke.


Vinder med wow-faktor

Dommerpanelet fremhævede den sart rosa og hvide Calibrachoa for det nærmest tredimensionale farvespil, der virkelig skaber blikfang i butikken.

Dertil kommer MiniFamous seriens gode egenskaber som nem produktion, stærke rødder, tidlig blomstring, meldugtolerance og selvfølgelig frem for alt en god præstation i haven.

FleuroStar Award vinderen kæmpede i et stærk felt af nominerede om prisen som årets ’Vinder med wow-faktor’. Altså en plante, der virkelig formår at tiltrække sig opmærksomhed på butiksniveau. De øvrige nominerede var:

  • Calibrachoa Conga Sunset Kiss fra Florensis.
  • Dahlia LaBella® Maggiore Rose Bicolour fra Bekenkamp Plants.
  • Helianthus interspecific Sunfinity fra Syngenta Flowers.
  • Pepper Mamba-Red F1 fra Prudac.


En aften til FleuroStar Award

FleuroStar Award blev uddelt under en FleuroStar Evening, der blev afholdt hos Beekenkamp Plants i forbindelse med FlowerTrials, hvor den internationale gartneriverden i forvejen var samlet.

Det var første – men ikke sidste – gang FleuroSelect, der står bag FleuroStar Award, valgte at vie en hel aften til FleuroStar Award. Ideen er, at eventen skal afholdes hos skiftende nominerede virksomheder fra år til år.

Ceremonien løb af stablen under mottoet Breeding meets Retail, som en understregning af, at networking er et væsentligt element i FleuroSelects idegrundlag.


De nominerede planter til FleuroStar Award præsenteres hos en række FlowerTrials værter, hvor dommerpanelet kan besigtige og bedømme planterne i ens rammer men under de forskellige forhold fra vært til vært. Foto: Lotte Bjarke.


Bredt dommerpanel på arbejde


Forud for afsløringen af årets vinder var de fem nominerede planter udstillet hos en række af FlowerTrials værterne, hvor det mere end 30 mand store dommerpanel kunne notere sig planternes præstation under forskellige forhold.

Dommerpanelet omfattede ud over fagfolk fra produktion, forædling, handel og presse også produktchefer fra kæder som Blume 2000, Obi og Intratuin.

Vinderen får – ud over æren – betydelig marketing støtte fra FleuroSelect i form af blandt andet en international pressekampagne og markedsføring på internationale fagmesser.


Fakta

  • FleuroSelect er en international organisation for prydplanteindustrien, der er sat i verden for at teste og bedømme plantenyheder og derigennem bidrage til branchens fortsatte udvikling.
  • Der er aktuelt 75 medlemmer fra forædlings-, produktions- og afsætningsleddet.