Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Med en kombination af plante- og teknikudstilling, faglige seminarer og masser af dialog og networking vil FlowerTime, der i år afholdes for anden gang, bringe Danmark tilbage på landkortet som potteplanteland. (Foto: Lotte Bjarke)

Faglighed og fællesskab uden filter

Danmark skal tilbage på landkortet som potteplanteland. Det er målsætningen for FlowerTime - et nyt forum for deling af viden.

Seks gartnerier står bag, når der for anden gang er FlowerTime på Gartneriet 3kanten i Stige den 15.-17. august 2017.

Konceptet bag arrangementet har forædlingsvirksomheden Sunny og Gartneriet 3kanten udviklet, og de har fået yderligere fire gartnerier med på ideen.

I år er det således Sunny A/S, 3kanten A/S, RosaDanica A/S, Graff Kristensen A/S, Gartneriet Råhøj og Pedersen A/S, der sammen afholder FlowerTime. Alle er de virksomheder, der har interesser i både planteforædling og produktion af salgsplanter.


Tid til at mødes på tværs


Og hvad er så FlowerTime?

FlowerTime er tid til at mødes på tværs af værdikæden og tale om morgendagens udfordringer og muligheder. Tid med fokus på udvikling af nye planter og produktionsmetoder med det mål at skabe grobund for øget vækst og afsætning for distributionsleddet og for producenterne.

Jes Grandt Nielsen, der er hyret ind som tovholder og koordinator for FlowerTime forklarer:

- FlowerTime afholdes parallelt med Handelspladsen for Potteplanter, Odense Blomsterfestival og en masse andre spændende plantearrangementer. Det handler i al sin enkelthed om at gøre det mere spændende at komme til Danmark, siger han.


Fagligheden er omdrejningspunktet for FlowerTime med faglige foredrag og tid til networking og dialog fagmand til fagmand. Foto: Lotte Bjarke.



Fagligheden vægtes højt


Et vigtigt element i FlowerTime konceptet er fagligheden. Derfor omfatter FlowerTime både fysiske udstillinger af forædlernes planter, inspirationsudstilling og faglige foredrag.

- Sidste år satte vi fokus på vækstretardering i samarbejde med GartneriRådgivningen. I år har vi valgt at sætte voksemedier og vækstlys på dagsordenen, fortæller Jes Grandt Nielsen.

Helt konkret inviteres andre producenter til seminarer, hvor konsulenter fra GartneriRådgivningen samt eksperter fra vigtige virksomheder i feltet deler ud af den nyeste viden på området.

Derfor deltager også Pindstrup Mosebrug A/S, Senmatic A/S og Jesper Rosgaard, der repræsenterer blandt andet Modiform, Thomsen, Plantpaper og UniTroll i arrangementet med både faglige input og messestande.


Bjarne Larsen, Sunny A/S, fik oprindeligt ideen til FlowerTime, fordi han synes, gartneribranchen har få faglige fora at mødes i, i en tid, hvor gartnerierne lukker sig mere og mere om sig selv. Foto: Lotte Bjarke.


Mødesteder mangler


Bjarne Larsen, Sunny A/S, der oprindeligt fik ideen til FlowerTime, glæder sig over, at ideen er slået an og ser et stort udviklingspotentiale i konceptet.

- Vi holder den faglige fane højt, for vi synes, det er et forsømt område i vores branche. Et område, vi gerne vil løfte. Før hen kunne vi komme alle steder, diskutere og lære af hinanden. I dag er det nærmest lukket land, siger Bjarne Larsen.

- I bund og grund er det blevet sådan, at alle vogter på alle. Men vores erhverv var aldrig kommet så langt, som vi er i dag, hvis vi altid havde været så lukkede. I så lille et land så langt mod nord er det simpelthen nødvendigt, at vi får åbnet lidt op igen, så vi i hvert fald har nogen at snakke med.

- Vi er nødt til at sætte Danmark på landkortet igen, blandt andet gennem mere samarbejde om forædling og markedsføring, siger Torben Moth Madsen, RosaDanica.

Med en kombination af plante- og teknikudstilling, faglige seminarer og masser af dialog og networking vil FlowerTime, der i år afholdes for anden gang, bringe Danmark tilbage på landkortet som potteplanteland.
FlowerTime er inspireret af FlowerTrials og drømmen er, at det danske arrangement kan udvikle sig til en pendent for eksempel med Åbent Hus i flere gartnerier. Foto: Lotte Bjarke.


Vakse ved havelågen

Jes Grandt Nielsen opsummerer de udfordringer den danske gartnerisektor står overfor:

- I Holland ser vi lige nu, hvordan andelen af elektronisk salg simpelthen eksploderer. Det betyder, at det bliver langt sværere at kommunikere sine konkurrenceparametre ud.

- Samtidig skal vi huske på, at forædlingsvirksomheder på verdensplan er blevet gigantiske. Det er vigtigt at være vaks ved havelågen, hvis man ikke vil køres over, siger han.


Inspireret af FlowerTrials

Bjarne Larsen lægger ikke skjul på, at inspirationen til FlowerTime kommer fra FlowerTrials i Tyskland og Holland.

- Det kunne være dejligt, hvis FlowerTime udvikler sig til en pendent til FlowerTrials. Det behøver jo ikke kun være her. Det kan også kombineres med Åbent Hus arrangementer i flere gartnerier.

- Jeg håber i hvert fald, at vi har skabt et initiativ, der kan vække interesse på både kryds og tværs og med så stærkt et fagligt omdrejningspunkt, at folk får lyst til at komme igen, understreger Bjarne Larsen.

- Det her er et rigtig godt tiltag, hvor vi får mulighed for at møde mennesker ansigt til ansigt. Det er så vigtigt, at vi som danske producenter også har mulighed for at møde for eksempel indkøberne uden filter, som vi kan til FlowerTime, siger Torben Moth Madsen.