Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Den første Grønne Plet strækker sig som et langt, farverigt bånd lang Sønderborgs strandpromenade, hvor den dagligt glæder et stort antal af byens borgere, der benytter området til rekreative formål. (Foto: Lotte Bjarke)

De Grønne Pletter trives

Mens nye Grønne Pletter skyder frem rundt om i landet, trives de etablerede Grønne Pletter til glæde for brugerne.

Gennem de seneste fire år har træer, buske og masser af blomster forvandlet mere end 10 områder til Grønne Pletter på det danske landkort til glæde for både lokale og besøgende.

Smuk grøn beplantning gør en forskel. Det kan brugerne af de Grønne Pletter, der gennem de senere år er skudt frem rundt om i landet, hurtigt blive enige om.

En Grøn Plet er en gave fra brancheorganisationen Danske Planteskoler, der donerer planter til udvalgte projekter for at skabe glæde og dejlige rammer og samtidig vise, hvor meget en smuk beplantning betyder for omgivelserne.


Sønderborgs Grønne Plet er tegnet af Jane Schul og er en gave til byen fra brancheorganisationen Danske Planteskoler, der med projektet Grønne Pletter, vil vise, hvor stor en forskel en smuk beplantning kan gøre. Foto: Lotte Bjarke.


Her tanker borgerne energi

Den første Grønne Plet glæder mange af beboerne i Sønderborg sig over dagligt. Langs byens strandpromenade bliver der cyklet, løbet, spadseret og hygget, og det er svært at finde et sted i byen, der bliver lige så flittigt benyttet.

- Borgerne bruger simpelthen området til at tanke energi, siger Anette Andersen Krogh, sundhedsplanlægger ved Sønderborg Kommune. Hun får mange positive tilbagemeldinger fra borgere, der glæder sig over byens Grønne Plet, som kommunen prioriterer at passe.


Den Grønne Plet ved Hammel Neurocenter er tegnet af Jeanette Roust Thysen og glæder dagligt centrets patienter og deres pårørende, der flittigt benytter sig af bænkene. Foto: Lotte Bjarke.


Grøn Plet vækker sanserne

Sidste sommer fik Hammel Neurocenter sin Grønne Plet, der, som en del af centrets gennemtænkte haveanlæg, blev indviet af HKH Prins Henrik ved en smuk ceremoni. Den Grønne Plet er en dejlig, lille have designet til at skabe ro og harmoni og til at appellere til sanserne.

- Haven var kun lige anlagt, så sad folk her. Den virker som en magnet. Her sidder næsten altid nogen, fortæller Birgit Marie Christensen, der er afdelingssygeplejerske ved Hammel Neurocenter og projektleder for hele hospitalets haveanlæg.

- Haver har en positiv effekt på både sjæl og legeme. Derfor prioriterer vi vores haver højt. Prøv at mærke roen. Insekterne summer, lyden i træerne, blomsternes dufte. Haven skaber fred og ro i sindet både for patienter og pårørende, siger Birgit Marie Christensen.


Ideen til Skovkrydset kommer fra Landskabsarkitekterne Kragh og Berglund. Alle de mange planter er en gave fra Danske Planteskoler. Foto: Lotte Bjarke.


Skovkryds i ny bydel

Den nyeste Grønne Plet er en del af et spændende byudviklingsprojekt i Roskilde, hvor kommunen er i færd med at etablere Musicon – en helt ny, kreativ bydel – på en tidligere industrigrund.

Den Grønne Plet er blevet til Skovkrydset ved Musicon. Vejkrydset er porten ind til området, hvor gennemfartsvejene mødes, og det travle superbusstoppested benyttes af blandt andet et stort antal elever, der rejser til og fra områdets uddannelsesinstitutioner.

- Brugerne bliver taget med på råd, når byrummet skal indrettes. Det her skulle være det grønne kryds, ligesom muligheden for fitness var et klart ønske, fortæller Marianne Wibholm fra Roskilde kommunes afdeling for veje og grønne områder.

Roskilde kommune arbejder med videreudvikling af den Grønne Plet og vil for eksempel etablere lys, flere stammer til at sidde på og balancestubbe ind gennem skoven.