Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Tyskerne har købet flere grønsager i første halvår 2017 herunder også kinakål, som har nydt godt af mangelsituationen på iceberg omkring årsskiftet. (Foto: Colourbox)

Tyskerne køber flere grønsager

I perioden januar til juni 2017 har de tyske forbrugere købt flere grønsager end i tilsvarende periode sidste år, og mængderne nåede det højeste niveau overhovedet.

Mængden af friske grønsager, som tyske forbrugere købte i perioden januar til juni 2017, steg med to procent.

Dermed nåede mængden sit højeste niveau nogensinde. Gennemsnitstallet for de seneste fem år er endog overgået med fire procent ifølge AMI’s forbrugerpanel.

Omkostningerne til indkøbene lå seks procent højere end året før og ikke mindre end 15 procent højere end de seneste fem års gennemsnit.


Flere kål på bordet

I år er der ikke tale om en markant stigning i indkøbene af frugtgrønsager, som ligger stabilt, men om en stigning i kål- og rodgrønsagerne. Mængden af indkøbte kål – primært blomkål, spidskål og kinakål – steg med fem procent.

Spidskål fortsætter dermed tendensen fra de tidligere år, mens kinakål har nydt godt af mangelsituationen på iceberg omkring årsskiftet.

Der var rigeligt med franske blomkål på markedet i marts/april, hvor salget blev understøttet af annoncering og tilbud.


Flere tyske produkter

Gulerødderne nød også fordel af den knappe grønsagsforsyning fra Sydeuropa i januar og februar 2017, og der blev købt knapt ni procent flere gulerødder end året før.

Både kål, løg og gulerødder stammer primært fra Tysklands egen produktion, hvorved den indenlandske produktion udgør en større del af den indkøbte mængde grønsager.


Også stigning i øko

Mængden af indkøbte økologiske grønsager steg med 8,4 procent, mens omkostningerne steg med 7,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

Her er tale om stigning i frugt-, blad- og rodgrønsager samt i agurker og peber, mens tomaterne ligger på samme niveau.

Mængden af økologiske gulerødder stiger igen efter nogle års fald. Her er discountbutikkerne absolut førende, idet de afsætter 61 procent af de økologiske gulerødder. Samlet set udgør de økologiske gulerødder 20,7 procent af gulerødderne.


Stor stigning i økosvampe

For de økologiske svampe er der tale om en stigning på 23 procent.

Den væsentligste svamp er champignon med en stigning på 21 procent, men også markedet for økologiske østershatte og shiitake er stigende.