Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Tomater er verdens vigtigste grønsag med produktion til både industri og friskvaremarkedet. Sidstnævnte er i EU stærkt påvirket af den russiske handelsboykot. (Foto: Colourbox)

Handelsvejene for friske tomater er ændret

Den russiske handelsboykot har ramt tomatproduktionen i EU-landene og i Tyrkiet, hvilket har betydet nye handelsveje for tomaterne.

Den russiske handelsboykot på tomater fra forskellige EU-lande samt fra Ukraine og Tyrkiet har ændret handelsvejene i EU-landene drastisk.


Tomat er den vigtigste

Tomat er på verdensplan den vigtigste grønsag med en samlet produktion på 171 millioner ton i 2015.

Asien er den førende producent med 90 mio. ton, hvilket er mere end halvdelen af den samlede produktion i Asien. Kinas andel er på 31 procent, mens Indien står for 10 procent.

Europa producerer med 34,6 millioner ton omkring 20 procent af den samlede produktion. Inden for EU er Spanien og Holland langt de vigtigste tomateksportører. Her har Holland konsolideret sin position som en vigtig eksportør med en stigende eksport af kvalitetstomater.

Mens produktionen af tomater i Asien primært går til konsum, bruges cirka 40 procent af tomaterne i Europa til industri.

Cirka 40 procent af tomatproduktionen i Europa går til industri.
Cirka 40 procent af tomatproduktionen i Europa går til industri. Foto: Colourbox.



Vigtige handelsveje

Rent handelsmæssigt er friske tomater vigtigst. Mexico er den største eksportør med USA som den vigtigste modtager. Andre vigtige handelsveje går fra det sydlige Europa og Nordafrika til Centraleuropa og Rusland samt fra Holland til nabolandene.

Forskellige importforbud fra Rusland betyder, at handlen med friske tomater de senere år er blevet påvirket og ændret. Inden august 2014 blev der eksporteret mellem 150.000 og 210.000 ton tomater til Rusland primært fra Holland og Spanien men også fra Polen. Fra 2015 bortfaldt denne handel.

Ultimo 2015 blev der også indført forbud mod import fra Tyrkiet på grund af nedskydning af et russisk jagerfly. Tyrkiets tab af denne leverance blev dog hurtigt erstattet af eksport til Irak, Hviderusland, Saudi Arabien, Georgien og Ukraine.

Om der sker en reeksport til Rusland via nogle af disse lande vides ikke. Til gengæld er importen af tomater fra Marokko til Rusland steget.


Rusland øger tomatproduktion


I maj 2017 blev importforbuddet fra Tyrkiet ophævet – dog ikke gældende for tomater.

Rusland har siden 2014 øget investeringerne i drivhuse og dermed øget egenproduktionen af tomater.

Rusland har derfor mistet sin betydning som en vigtig aftager af tomater fra EU-landene, Ukraine og Tyrkiet.


De to største i EU


I EU er Italien med 6,7 mio. ton den vigtigste tomatproducent, hvoraf hovedparten går til industri. Italien er ikke en stor eksportør af friske tomater.

Det er Spanien til gengæld. Spanien er den næststørste tomatproducent i EU med en betydelig produktion til det friske marked.

Spanien eksporterer 908.000 ton friske tomater, mens Holland er den næststørste eksportør i EU med 754.000 ton eksklusiv reeksport, skriver AMI.