Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Amerikanske forskere arbejder med at montere et skånsomt høstsystem til blåbær på en høstmaskine. Målet er at kunne maskinhøste blåbær til frisk konsum. En af løsningerne er et ekstra skånsomt fald for bærrene. (Foto: www.growingproduce.com)

Maskinhøst af blåbær til frisk konsum

Et team af amerikanske eksperter er i gang med at udvikle et system til mekanisk høst af højbuskede blåbær til frisk konsum.

Høst af blåbær med maskine er ikke nyt, når det drejer sig om blåbær til industriel forarbejdning. Det er en anden sag, når bærrene skal anvendes til frisk konsum, hvor de ikke må få stød eller andre skader. Det skriver internationalblueberry.org.

Et amerikansk forskerhold arbejder med at skabe et forbedret høstsystem, og de er nu kommet så langt, at de har integreret det i en portalhøstmaskine fra det amerikanske maskinfirma Oxbo, der producerer høstmaskiner til en række kulturer, både bær, majs, oliven og kaffe.

Undervejs i projektet, der ledes af forskere fra universiteter i Georgia og Washington, har der været flere prototyper af høstsystemet, der hele tiden er blevet forbedret. Projektet er støttet af det amerikanske landbrugsministerium.


Testet fra Florida til Washington

I sidste sæson blev det skånsomme høstsystem testet først i Florida, hvor sæsonen starter i april, dernæst i Californien i maj-juni og senere i Oregon og Washington.

Efter afprøvning i sidste sæson mener forskerne at være tæt på målet, fordi de maskinhøstede bær er næsten lige så pæne som håndhøstede bær.

Forskerne er enige om, at det indenfor overskuelig tid bliver muligt at høste blåbær maskinelt til frisk konsum.

Standard rysteaggregat indgår også i det amerikanske projekt med høst af blåbær til frisk konsum.
Standard rysteaggregat indgår også i det amerikanske projekt med høst af blåbær til frisk konsum. Foto: www.growingproduce.com.


Blød landingsbane er vigtig

Det væsentlige i høstsystemet er, at bærrene lander på meget bløde overflader, der reducerer skader på bærrene sammenlignet med almindelig maskinhøst, skriver www.growerproduce.com.

Samtidig falder bærrene ikke direkte ned på en plan overflade, men på en flade, der bøjer af. Disse nye typer af bløde overflader blev patenteret i USA sidste år.

Høstmaskinen bevæger sig med en fart af 1,5 kilometer i timen og kan høste omkring 400 kilo blåbær i timen. En høstarbejder kan typisk håndhøste 15-20 kilo i timen. Det betyder væsentlig færre høstomkostninger og færre problemer med at skaffe høstarbejdere.