Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Priserne på tyske jordbær har i år været noget højere end sædvanligt, helt oppe på 45 kroner pr. kilo i juli måned. De høje priser skyldes manglende udbytte i en stor del af sæsonen. (Foto: Colourbox)

Høje priser på tyske jordbær i år

Færre jordbær har givet højere afregningspriser til tyske avlere i år, og i butikkerne har jordbærrene været dyrere.

Det tyske marked for jordbær har denne sæson været præget af knappe forsyninger. Udbytterne ligger noget under sidste års niveau, der også blev betegnet som et lille ’jordbærår’ i Tyskland, skrive det tyske analysebureau AMI.

Anslået forventes den tyske jordbærhøst i 2017 at blive 24 procent mindre end gennemsnittet af årene 2012-2015.

Det er nattefrost i april og kulde under blomstringen i maj, der får skylden for, at især de tidlige jordbær på friland svigter i år.

Der har også været mangel på middeltidlige og sene jordbær i Tyskland sidst i juni og begyndelsen af juli. Det skyldes primært, at bærrene er ødelagt af kraftig regn.


Knappe forsyninger øger afregningspriserne


Den dårlige høstsæson i år gav priserne på tyske frilandsjordbær et skub opad, men plukkeomkostningerne steg også.

Frem til midten af juni lå priserne i år på samme niveau som 2016 og 2015. Men fra midten af juni lå priserne over de sidste to års niveau.

Omkring 9.-10. juli toppede afregningsprisen på de tyske ’Grossmärkten’ og lå på godt 6,00 euro pr. kilo – det vil sige cirka 45 kroner. Omkring 20. juli lå prisen på omkring 5,00 euro pr. kilo, det vil sige 37,50 kroner.

Også i butikkerne har jordbær været dyrere i år, og det har fået de tyske forbrugere til at købe færre jordbær i 2017 end de to foregående år, skriver AMI.